Zoologisk museum

Så er vi tilbage efter en dejlig lang og velfortjent juleferie!

Første dag var en tur til Zoologisk museum i København. Her skulle vi se på og snakke om evolutionen. Vi mødtes med vores underviser og guide fra museet, Bent. Herefter blev vi delt op i fem grupper. Hver gruppe skulle så vælge et dyr i sprit. Vi valgte hvide mus.

Her ser I det ene glas med 10 hvide mus (vi skulle bruge to glas). Spritten er ikke så klar længere. Normalt er jeg ikke sart, men denne muse-snaps var bestemt ikke min kop te. Føj, hvor de stank!

Opgaven var derefter at tage et af dyrene op og beskrive det i et hverdagssprog. Og kun beskrive det vi kunne se. Dvs. et lille dyr med en hale på længde med kroppen. Det er hvidt med pels. Har små poter med fem tæer og kløer på hver pote, osv...
Det var en ret interessant opgave, som jeg erfarede i praktikken, at eleverne har svært ved. De kommer nemt til at fortælle ting, som de tænker sig til, men ikke nødvendigvis kan se. Som f.eks. at dyret har et skelet.
Det ved vi jo (i teorien) ikke før vi har skåret det op.

Herefter blev vi bedt om at komme med en hypotese om vores dyr. Det skulle være noget man kunne eftervise ved at måle eller veje dyret. Vi vejede vores mus, og den vejede 40,9 g. Derfor lød vores hypotese:

Alle dyrene vejer mellem 38 g og 42 g.

Det skulle vi så eftervise ved at veje alle musene og notere vægten ned i skemaet her ovenfor. Efter at have vejet dyrene så vi tydeligt at vores hypotese ikke holdt. Flere af dyrene havde en vægt uden for vores snævre skala.

Her på søjlediagrammet kan I se, at det røde er de mus, som var inden for vores interval. Hvilket jo på ingen måde er største delen af musene.

Opgaven viste os at selv inden for den helt samme art, som lever det samme sted under samme betingelser er der afvigelser. Disse afvigelser er dem som nogle gange får lov til at overleve gennem generationer. Et godt eksempel er giraffen. Den har over lang tid udviklet en utrolig lang hals. Det har den, fordi der blandt de første giraffer var nogle stykker som havde en lidt længere hals end de andre. Disse giraffer fik derved nemmere ved at få mad, og deres chancer for overlevelse var derfor bedre end de andre. Dette medfører over tid, at giraffernes halslængdes gennemsnit er steget.






Som en afslutning på dagen så vi på menneskets evolution.

Her skulle vi undersøge fire forskellige kranier. Et chimpansekranie (? - nu), et afarensiskranie (3,9 - 2,9 mio år), et erectuskranie (1,9 - 0,03 mio år) og et sapienskranie (200.000 år - nu). Der skulle findes forskelle og ligheder og den vej igennem finde videnskabelige forklaringer på, at vi laver mad, har tøj på og går oprejst. siden den første menneskeabe.
Interessant at man ved at se på nakkehullet i kranierne kan sige om dyret gik på alle fire eller på to ben. Det var tydeligt på chimpansekraniet, at denne abe gik på alle fire, hvorimod de andre gik på to ben. Altså er denne udvikling sket mellem chimpansen og afarensis for senest 3,9 mio år siden. Det var mellem afarensis og erectus, at man begyndte at tilberede maden. Det kan ses på deres kæber. Afarensis kæben er meget større og kraftigere, hvor erectus kæben er blevet smallere. Det viser at behovet for stærke kæber ikke længere var relevant pga. tilberedt mad. Ild!

Et Afarensis og Erectus kranie.

Det var en rigtig spændende dag. Jeg ser frem til endnu en dag d. 17 januar, hvor vi skal tilbage og have mere evolutionsundervisning.

Dette er et link til zoologisk museums hjemmeside om Menneskedyret