Biologi for snegle

Biologi for snegle

torsdag den 12. december 2013

Fagdage i biologi

Hov!? Så gik tiden vist..

Min praktik sluttede i fredags. De syv uger gik rigtig hurtigt!

I uge 46 havde jeg mulighed for at få en hel dag til hver af 9. klasserne. Dette fik jeg først at vide ugen før. Så der skulle tænkes hurtigt. Noget som var spændende og interessant, og som man kunne bruge en hel dag på (3 x 90 minutter). Jeg kom hurtigt i tanke om en af de første dage på seminariet, hvor vi dissekerede kyllinger, fisk, rejer og melorme. Jeg lod mig inspirere og sammensatte (med hjælp fra undervisningsamaterialet xplore) et undervisningsforløb til disse dage. 
Meningen var, at eleverne selv skulle slagte kyllingerne, men et par dage inden slagtede friluftsholdet kyllinger, og så vurderede jeg, at det ikke var så vigtigt i forhold til læring at gentage dette. Derimod lå mit fokus på elevernes nysgerrighed. Hvis jeg kunne få dem til selv at stille spørgsmålstegn ved det de så på kyllingen, så var mit mål nået. 
Timen startede med en fælles gennemgang af de forskellige dyregrupper (fisk, fugle, pattedyr, padder, insekter osv.) Herefter en lille introduktion til de forskellige dyrs opbygning → Om skelettet er indeni eller udenpå kroppen og hvad der holder kroppen sammen. Vi afsluttede introduktionen ved at danne et overblik over fuglene. Snakke om deres fjer, æg, vinger og knogler. Herefter inddelte jeg eleverne i hold med cirka fire på hver. De fik udleveret et ark med en beskrivelse af resten af dagen og en guide (step-by-step) til hvordan de nemmest greb opgaven an. For at evaluere det hele (og for at de ikke bare lavede skæg og ballade) skulle de samle deres observationer i en rapport til mig. Det var vigtigt, at rapporten indeholdt billeder (dokumentation) på ALT hvad de lavede.
En kort evaluering af de to dage med to meget forskellige klasser. 

Dag 1 gik nogenlunde. To af grupperne fik noget ud af det, hvor den sidste gruppe simpelthen pjattede tiden væk. De lavede næsten ikke noget fagligt. Rigtig ærgerligt når man fra sidelinjen kan se en masse potentiale blive smidt på gulvet. Jeg mener selv, at jeg knoklede på for at få dem tilbage på sporet, men det virkede ikke optimalt. Gruppens store udfordring var en af eleverne, som har meget svært ved at koncentrere sig i længere tid. Efter 20-30 min. er koncentrationen væk. Vedkommende fyldte rigtig meget og forstod ikke at give sig selv timeout pauser. Når jeg ser tilbage på det, så skulle jeg have lavet grupperne meget anderledes. Men der ligger også et større pædagogisk arbejde i denne elev end andre grupper.


Dag 2 gik rigtig godt. Eleverne fik selv lov til at danne grupper og det gjorde de meget fornuftigt. Denne dag var jeg meget bedre til at forklare dem, hvordan de skulle gribe det an. Dag 1 delte jeg bare arkene ud og satsede på, at de selv læste dem. Men det gjorde de ikke.. Dag 2 delte jeg arkene ud, men jeg læste det første stykke op for dem og bad dem om selv at læse videre, så de fik alle informationerne med. Det fungerede meget bedre! De gjorde rent faktisk som jeg helt fra starten havde tænkt. Det var fedt at opleve!

Efter fagdagene gik der 14 dage før vi havde biologi igen. Det var også den sidste biologiundervisning med mig. Her prøvede jeg at samle op på deres biologirapporter. De fik dem tilbage og skulle læse dem igennem. Herefter fik de udleveret nogle ark om muskler og deres opbygning. Disse ark gennemgik vi og lavde vi samlet. Nogle af eleverne fik lov til selv at lave det, men de fleste ville gerne lave det fælles. Det blev en vellykket time!




tirsdag den 5. november 2013

Starten på den 2. og 3. uge i praktikken

Her i praktikken har jeg biologi en gang om ugen (2 x 45 minutter). Tirsdag d. 29 oktober havde jeg lektion nummer to :)
Jeg havde tyv-stjålet undervisningsmateriale og aktiviteter fra BIOS C. Sidste gang var jeg meget rummelig; brugte CL-strukturer og lavede løs men dog alligevel struktureret undervisning. Det gik ikke helt som forventet. Flere af eleverne kunne ikke finde ro og koncentrationen frem. Jeg blev faktisk nødt til at bede en af dem om at forlade klassen....
I tirsdags (d. 29/10) fik eleverne hver udleveret et helt afsnit fra BIOS C om Forurening og opgaverne fra kopimappen som passede til. Det gik fint! :) Så kunne dem der ville lære noget lave opgaver og dem som ikke var særlig motiveret fik meget hjælp og vejledning af mig. 
Tirsdag d. 5/11 gik rigtig fint. Praktiklæreren var der ikke så jeg havde klassen for mig selv. Det gik faktisk over al forventning. Vi kiggede videre på forureningen. Og fik den drejet over på økologi og kom faktisk også omkring fotosyntese! Jeg var glad og godt tilfreds, da jeg gik derfra.

På torsdag og fredag d. 14-15 november har jeg fået to hele dage til biologi i niende. Torsdag med 9.A og fredag med 9.B. Det er meningen at de skal se på kyllinger (evt. også fisk) og kigge på muskler, knogler og sener. Evt. sammenligne dem med vores :) Det bliver spændende!



onsdag den 23. oktober 2013

Starten af praktikken

Så er jeg i gang. Jeg havde første dag i mandags, hvor jeg lagde ud med 2 x 45min dansk. Det gik faktisk rigtig godt! Jeg havde planlagt et forløb om Skagensmalerne (efter ønske fra pratiklæreren). Det tog eleverne forholdsvis godt imod. Lige nu er de i fuld gang med at forberede en fremvisning/fremførelse af et selvvalgt maleri af en skagensmaler. De skal sammen med en billedanalyse vise resten af klassen billedet. Gerne ved brug af noget kreativt, som optaget lyd eller film eller et selvlavet maleri. Billedet her er P.S. Krøyers Sankt Hansblus på Skagen strand. (efter min mening et rigtig flot maleri, som jeg gerne vil have i stuen)

Så er der biologien... Hmm... Det gik faktisk ganske udmærket i går (tirsdag d. 22 okt), dog var jeg meget frustreret, da jeg kom hjem. Det var ikke fordi, selve undervisningen ikke gik som den skulle, men en af eleverne havde lidt for meget krudt i røven til at tage undervisningen seriøst. Men jeg fik mig en god snak med praktiklæreren om min måde at håndtere det på. Han mente heldigvis, at jeg klarede det godt, og at jeg ikke skulle lade mig provokere af det. Eleven har bare brug for at kunne komme af med noget energi en gang i mellem, og så er 2 x 45min lang tid til koncentration!

Min undervisningsplan var: Introduktion til biologi: Hvad betyder biologi?
Aktivitet: op og stå, to og to. Hvad betyder biologi for dem? Når de er blevet enige om et ord skriver de det på tavlen og sætter sig ned. Hurtig gennemgang af de enkelte ord.
→ Forbrug og miljø
Læs Forbrugsmønstre og miljø (ALTID når man læser en faglig tekst (som ikke er i en bog) har man en overstregningstusch med og streger de ord/sætninger, som man mener er meget vigtige for forståelsen af teksten)
Aktivitet: - For og imod (eleverne skal tage stilling til om de er for eller imod de følgende udsagn. En CL aktivitet som tvinger alle elever op af stolene for at tage stilling)
- Ungdommen i dag tænker kun på sig selv og slet ikke på miljøet.
- Klima og miljø fylder for meget i medierne.
- Der skal lovgives mere for at skåne miljøet.
- Den enkelte forbruger bør tage et større ansvar for miljøet.

Læs Dansk miljøpolitik gennem tiden
Aktivitet - Diskussionscirkel (vidensdeling, hvor de to og to svarer på følgende spørgsmål og herefter bytter makker)
- Hvordan har den danske natur det?
- Hvornår har naturen det godt?
- Hvad er et bæredygtigt miljø?

Det gik næsten som det skulle. Dog var de noget hurtigere til at løse opgaverne end jeg havde forventet. Derfor valgte jeg også at få eleverne til at kigge på forskellige natursyn. Bl.a. hvad naturstyrelsen, friluftsrådet og dansk jægerforbund siger om den danske natur. Det satte tankerne i gang hos eleverne. De var dog ikke så skrappe til at finde rundt på hjemmesider, som jeg havde forventet. Men de fandt frem til natursynet til sidst, nogle med mere vejledning end andre.
Efter diskussionscirklen gik jeg fra timen med en god mavefornemmelse. De skal nu nok fange det! 

35 elever i et lille klasselokale i en lagerhal er altså mange. De har ingen steder at sætte sig med f.eks. gruppearbejde. Så her skal lige tænkes lidt ud af boksen til næste gang, hvor vi skal meget tættere på forurening og hvilken betydning det kan have på f.eks. vores grundvand. Her skal de blandt andet prøve at rense vandet ved brug af bl.a. jord, sand og kaffefilter.

Biologilæreren er god til at give mig feedback på min undervisning. Han er ikke så interesseret i mit valg af materiale, men han fokuserer derimod på min tilgang til eleverne. Hans holdning er at materiale kan man altid finde og bruge. Så hellere få arbejdet med selve det at undervise og håndtere eleverne. Det er jeg rigtig glad for! Det giver mig en anden ro og mulighed for at fordybe mig i undervisningsformen. Det er nu alt det pædagogiske kan folde sig ud. → noget jeg har savnet lidt fra seminariets og de foregående praktikkers side.

Når alt kommer til alt synes jeg, at jeg er kommet godt fra start! 

fredag den 11. oktober 2013

Praktikforberedelse, trinmål, fællesmål, ckf'er og efterårsferie!

Sidste dag inden ferien. Sidste dag inden praktikken (næsten).

Heldigvis føler jeg, at jeg har styr på det. Jeg skal i praktik på Lundby Efterskole i dansk og biologi, og så skal jeg være med på deres dramahold. Det bliver rigtig rigtig spændende at komme igang.
Dansk har jeg styr på, og det var heller ikke særlig svært at planlægge. Her kan jeg godt mærke, at jeg har planlagt dansk undervisning i de tre foregående praktikker. 

Biologi.... Det har været lidt af en udfordring, fordi jeg aldrig rigtig har planlagt et biologiundervisningsforløb. Jeg har lavet lidt i Knuthenborg, men der har fokus mest været på, om eleverne synes, det er fedt. I en praktikperiode er der andre ting, som også spiller ind. 
Første skridt på vejen er formålet med undervisningen. 
- Hvorfor skal eleverne lave, det de skal lave?

Jeg har fra praktiklæreren fået frit spil. Derfor har jeg valgt forbrug, miljø og forurening, som så bliver kørt over på bæredygtighed og biodiversitet.

Her har jeg valgt at kigge på følgende trinmål for 9. klasse.

Trinmål til forureningsforløbet:
  • vurdere anvendelse af naturgrundlaget i perspektivet for bæredygtig udvikling og de interessemodsætninger, der knytter sig hertil (fælles med fysik/kemi og geografi)
  • forklare årsager, betydning og foranstaltninger i forbindelse med miljø- og sundhedsproblemer såvel lokalt som globalt
  • vurdere aktuelle løsnings- og handlingsforslag vedrørende miljø- og sundhedsproblemer samt analysere tilhørende interessemodsætninger.
Trinmål til bæredygtighed og biodiversitetsforløbet:

  • beskrive den biologiske betydning af energistrømme samt udvalgte kredsløb i forskellige økosystemer
  • beskrive hovedtræk af nitrogens kredsløb i naturen og problemer, der knytter sig til brug af nitrogenholdig gødning i moderne landbrugsformer (fælles med fysik/kemi)
  • forklare årsager og virkninger for naturlige og menneskeskabte ændringer i økosystemer og deres betydning for den biologiske mangfoldighed
På baggrund af disse trinmål er jeg kommet frem til følgende formål:

Mål: Formålet med undervisningen er, at eleverne opnår en forståelse for, at de selv er med til at påvirke naturen omkring dem.
Der er en debat i gang om miljøbelastning både lokalt, nationalt og globalt. Det er vigtigt, eleverne bliver gjort beviste om denne debat, og at de derved finder deres eget ståsted.

Formål for faget biologi stk. 3:
Elevernes ansvarlighed over for natur, miljø og sundhed skal videreudvikles, så de får tillid til egne muligheder for stillingtagen og handlen i forhold til spørgsmål om menneskets samspil med naturen – lokalt og globalt”  (http://uvm.dk/Service/Publikationer/Publikationer/Folkeskolen/2009/Faelles-Maal-2009-Biologi/Formaal-for-faget-biologi)

På baggrund af alt dette har jeg nu planlagt de første 2 x 90 minutter. Det bliver spændende.... Jeg har planlagt resten af praktikken meget overfladisk, fordi min erfaring siger mig, at planerne næsten aldrig holder 100%. Så er det smadder ærgerligt at have planlagt en masse, som man ikke når.

Nu skal jeg bare i gang!



mandag den 7. oktober 2013

Svampe!

Fredag d. 4 oktober var vi på seminariet indtil frokost og derefter tog vi i skoven for at plukke svampe. Dagen startede med et par timers undervisning i svampe og i menneskets fordøjelsessystem. Så her blev der snakket om tarme.. Og selvfølgelig skulle John lige skræmme os lidt, så han smækkede symptomerne på svampeforgiftning op på smartboardet. HVIS vi nu kom til at plukke en grøn fluesvamp og spise den, så ville vi altså ende vores dage med blodig diarre og opkast. Leveren og nyrene går i stykker og bliver til grød inde i maven, og ja så dør man.......efter 3 - 7 dage i helvede... Og nu skal vi på svampetur! :) Men Johns skræmmekampagne gjorde, at vi tog det seriøst. Der var ikke nogen af os, der samlede svampe for at spise dem, som tog nogle med, vi ikke kendte.
Jeg lærte, at hvis man vil være 100 % sikker, som nybegynder, så skal man kun samle rørhatte. Altså svampe med rør på undersiden i stedet for lameller. Der findes nemlig kun en giftig rørhat. Den hedder Satans rørhat og skulle være nem at kende. Mange af rørhattene smager ikke af noget særligt, men nogle få, som f.eks. Karl Johan og Brunstokket rørhat er lækre spisesvampe. Så dem vil jeg nok gå på jagt efter en anden dag!

Det var en god dag med en masse inspiration til aktiviteter med elever. 
Man kan snakke om og se på nedbrydning og fødekæder. Og så kan man ovenikøbet lave en lækker svampestuvning som afslutning på dagen!



Denne svamp er ikke så god at spise :) Men den er flot!

Køer, vand og frøer i Nyråd

Tirsdag d. 2 oktober tog vi til Nyråd for at se på naturgenopretningsprojekter. Vi mødtes med Jimmi (biolog og sagsbehandler) og Elise (biolog og naturvejleder). Her blev vi guidet rundt i området for at se og opleve de ændringer, der var lavet i forbindelse med vandløbene.



Det hele handler om biodiversitet: at gøre naturen mangfoldig. Dyrene og planterne skal bevares for, at kredsløbet kan hænge sammen. 
En af måderne at gøre det på er ved at lave vandhuller og søer. Jimmi fortalte, at de blandt andet havde lavet to forskellige søer lige ved siden af hinanden. Den ene sø var der vand i hele året, men den anden sø tørrede ud efter hver sommer, for så at bliver fyldt op igen i foråret. Det var smart, fordi i søen med vand hele året vil der med tiden komme fisk i. Disse fisk kan så spise de frøer og haletudser der også vil dukke op. Men i søen, som tørrer ud, vil der ikke kunne leve fisk. Fisk kræver vand konstant, hvorimod frøer og haletudser (når de har fået ben) godt kan komme videre fra en udtørret sø. Dvs. at søen som tørrer ud er et ideelt levested for haletudser. De bliver i hvert fald ikke ædt af fisk :)


Søen på billedet her er en sø til ære for løvfrøen. 14 dage efter den var lavet, sad den første frø og kvækkede! - Ret fedt!
Det vil man også sagtens kunne få en flok elever til at se meningen i. Måske endda selv lave en sø. Hvis skolen har mulighed for det, ellers kunne man tale med en landmand eller andre, som har meget jord. De kunne godt ske at have et stykke land, som de ikke kan dyrke på. - En temadag :) Det kunne virkelig være fedt at prøve en dag.. Så må vi se om jeg husker det til den dag, hvor jeg sidder til et møde og bliver spurgt om jeg har nogle ideer til emner!

Nå, kom vist ud på et lille sidespor..... Efter vi så på vandløb og en ny plantet egeskov (med agern samlet fra egetræer i lokalområdet, for at gøre skoven så "rigtig" som muligt. Billedet til højre er et lille egetræ) gik vi videre ned til en anden sø, hvor vi fiskede efter smådyr og insekter. Den øvelse/aktivitet var og er meget lig det vi laver med ungerne til sommerskole i Knuthenborg. Finde dyr og bestemme dem for at kunne sige noget om søens renhed. Det var en ganske fin øvelse, men den virkede desværre lidt forjaget. Min fornemmelse er at Jimmi og Elise ikke lavede den her slags ture særlig ofte. Så de havde lidt svært ved at vurdere tiden fra sted til sted. Måske skulle vi havde set på færre vandløb og så brugt mere tid på insekterne.?! Vi nåede også at blive meget sultne... (og man skal ikke bruge ord som pause eller frokost, hvis det ikke kommer til at ske inden for overskuelig fremtid. Så skal man nok sætte et cirka tidspunkt på. Min koncentration faldt i hvert fald drastisk efter kl 12)

Men det var en meget spændende tur, hvor jeg igen kan drage nytte af min DN-tur til Langeland i sommers. Vi så nemlig også på flere overdrev, hvor der gik køer og græssede. De gik der af flere grunde, for at få mad men også for at holde bevoksningen nede, så der blev plads til dyr og planter, som bedst kan lide en lav vegetation. 

Søde dyr og et flot stykke arbejde der bliver gjort for at opnå en høj biodiversitet.

Det var meget interessant at se, hvordan de inddrager lokalbefolkningen i naturgenopretningen. 
Køerne var der en lokal "græsningsforening", som sørgede for. 
En restaurering af et vandløb havde de fået en lokale SFO til at passe og pleje. - Hvilket jo er en genial måde at få børnene til at passe på naturen. Der var simpelthen lavet et skema over hvornår børnene skulle rydde op i vandløbet. De skulle fjerne skrald og store grene. Det må også give børnene en bevisthed omkring deres egen færden i naturen. 
- De smider nok ikke affald i et andet vandløb efter de har ryddet op i deres eget.



onsdag den 25. september 2013

Ekskursion til Raadvad, tirsdag d. 24 sept.

Så må jeg nok hellere reflektere lidt over turen til Raadvad og Jægersborg hegn i morgen.
De andre var afsted i fredags, men Knuthenborg havde sat sig tungt på min tid.. Derfor glæder jeg mig meget til turen i morgen!

Naturforvaltning, skovøkologi og levesteder... Tre stikord, som nok får stor betydning for dagen i morgen. 




Ja nu har jeg så været på tur til Raadvad Naturskole.

Hvis vi lige springer 1,5 timers kørertur over, så startede dagen med en kop kaffe og en kiks (eller et bolche) i et af undervisningslokalerne på naturskolen. Her blev vi taget imod af en masse udstoppede dyr. Bl.a. en ræv, grævling, skarv, musvit, skade (både hus- og skov) og en muldvarp! (nok det sejeste dyr at få udstoppet!)

Udover alle dyrene så var lærer og naturvejleder Dorrit der også. Det første emne vi kom ind på var naturforvaltning. Hun nævnte i den forbindelse udsættelsen af Eghjorten i Dyrehaven. (se billede) Det er et eksempel på, hvordan vi mennesker prøver at forvalte og bestemme over naturen. Hendes holdning var, at det måske var spild af penge (lidt over 1 mio) at finde og udsætte en art i Danmark, som ikke kommer til at betyde det store for vores natur. Men jeg kan nu godt lide at naturen har så høj en biodiversitet som mulig. 
Herefter snakkede vi lidt om dagens program og om hvordan hun plejer at gøre, når det er en 9. klasse, hun underviser. Planen var, at vi skulle en tur i skoven og bestemme naturkvaliteten af de steder, hun havde udpeget til os. Vi blev inddelt i hold og fik udleveret en mappe med et ark i. 
Jeg har taget en lille bid af arket med her, for at give et billede
af det vi skulle tage stilling til ude i skoven. Min gruppe startede i den del af skoven, hvor egetræet var mest udbredt. Derefter gik vi videre til granskoven.

Vi havde cirka tre kvarter til at kigge på de to skovområder + at krydse af i skemaet. Hvilket i min optik var for lidt. Vi fik slet ikke mulighed for at dykke dybere ned i skoven eller blive optaget/fascineret af en svamp eller et dyr. Men det var en dejlig skovtur! Der var en mindre diskursion om hvorvidt det var en god ide eller ej at give eleverne et så stramt program. Flere af mine med-studerende mente, at eleverne bare skulle slippes løs i skoven og få det ud af turen, som de nu kunne. Jeg ved af erfaring (Knuthenborg og Næsgaard Efterskole) at så taber man en ret stor procentdel på gulvet. Hvis eleverne i de ældste klasser ikke får en specifik opgave ude i skoven, så er der mange af dem, som vil sætte sig på en træstub og vente på, at vi går hjem igen. De har som de fleste andre mennesker brug for, at det giver mening, det de laver. 

Efter frokosten ved et bål, som den lokale skovbørnehave havde lavet, gik vi ned til søen. Her tog vi en masse prøver af vandet for bl.a. at finde ud af hvor mange næringsstoffer der er i søen. 

Det viste sig at være en meget næringsfattig sø. 

Efter målingerne gik vi ud på hængesækken ved Bøllemosen. Her kiggede vi på planter og smagte på tranebær. (de er ret sure) Det var en meget underlig fornemmelse at gå rundt på en hængesæk.. Der var et lag planter som mos og lav, der dannede det underlag, som vi kunne gå på, men ellers var der 2 meter vand under os! Jeg blev en smule svimmel/søsyg af at går rundt på den gyngende masse.. 

Jeg kan sagtens bruge vores tur til min egen undervisning. Den løftede sløret for hvad der er mulighed for at gøre i uformelle læringsrum (selvom dagen var skemalagt). Men det kræver at man overvejer, hvad der er vigtigst ved sådan en tur!

- Er det at bakke elevernes boglige undervisning op med noget praktisk, eller er det at eleverne får en dejlig naturoplevelse? - Eller kan man begge dele?


mandag den 23. september 2013

Natursyn

Tirsdag d 10/9 (og efter reflektionerne)

Så sidder vi her igen.. Spændende endnu en gang! Vi snakker og diskutere natursyn. Igen er det relevant med min DN-sommercamp.

Men så fik vi da lige en opsang af John. "Få så gjort noget ordentligt ud af jeres blog!" Det må jeg jo så hellere gøre noget ved!
(indrømmer gerne at mit liv er lidt hektisk for tiden, men I skal slippe for en sentimental "jeg-synes-og-føler"-udgave af en blog) 

Faglighed....Tjo.. - Natursyn var der jeg kom fra. Ret interessant at vi skulle kigge på Friluftrådets og Danmarks Jægerforbunds natursyn. De var forskellige! Friluftsrådet skrev "Grundlæggende er det Friluftsrådets holdning, at der også her bør være adgang uden hensyn til naturen." Det er ikke lige en holdning jeg kan støtte op om! De mener altså, at det er menneskets ret at bruge naturen til menneskets eget bedste uden at bekymre sig om de eftervirkninger det kan have på naturen. Men så risikerer man, at naturen lider en sådan overlast, at der ikke længere vil være nogen natur at tage på friluftsture i.

I mit arbejde i Knuthenborg har jeg for nylig siddet med et større projekt, som omhandler ulvene i Danmark. Det har bestemt givet mig et indblik i de forskellige organisationer og forbund rundt om i landet, og deres holding til "vild og fri" natur. Her er Danmarks Jægerforbund ikke videre begejstret for vores nye fine (og ret seje) rovdyr. De frygter en stor konkurrent i ulven. Så derfor var jeg ret sikker på, at de egentlig heller ikke var så beskyttende overfor naturen i det hele taget. Men det syn måtte jeg hurtigt ændre. På Danmarks Jægerforbunds hjemmeside skriver de nemlig at: "Fordi naturen i Danmark overalt er underlagt menneskets forvaltning, er det af yderste vigtighed, at der er en klar målsætning bredt i befolkningen og på myndigheds- og lovgivningsniveau at prioritere bevarelse af naturen højt og dermed sikre den optimale biodiversitet her i landet." Men hvis man tænker over det, så er det vel ikke så underligt at lige præcis jægerforbundet gerne vil have en stabil og mangfoldig natur. Uden den er der ikke noget vildt, som de kan skyde. 

Oven i alt det her natursynssnak snakkede vi også evolution og "sismofytter", - ikke de lækre bolcher, men nogle små mystiske væsner, som nogle "videnskabsmænd" havde fundet på en ekspedition til planeten Gryk.
Dem skulle vi klippe ud og sætte sammen i den rækkefølge vi mente udviklingen var sket i. 





Det var interessant, ikke mindst fordi det er noget man kan tage med sig ud i skolerne. Og muligvis allerede i praktikken! Det opnår det relevante niveau til udskolingen. 
- Vi fik os også en god snak og diskussion over hvordan og hvorfor vi hver især mente at udviklingen var foregået.




Alt i alt en spændende dag!

tirsdag den 10. september 2013

Første (næsten) skoledag :)

Så blev det første skoledag.. Det burde det egentligt have været i tirsdags, men jeg tog mig lige en længere sommerferie (arbejdsferie) ;) Men nu er jeg altså startet. 

Biologi.. Et meget spændende og interessant fag. Teksterne til i dag var forholdsvis nemme at gå til. Der var meget tekst, så det blev ikke nærlæst. Det bedste var vel, at det handlede om det vi underviser i i Knuthenborg :) Så jeg havde en rimelig god forhåndforståelse. Specielt det om knogler, kranier, fjer/bevægelse og selvfølgelig alt det om fugle pga min fugleundervisning i Knuthenborg.

Første undervisningsdag gik rigtig godt. Det var spændende at snakke på klassen bl.a. om den her blog (nu skal jeg så bare blive bedre til at opdatere den), men det var især interessant at være en tur i laboratoriet! Jeg dannede par med Lizette, og vores samarbejde gik rigtig godt. Vi fik udleveret en kylling (lidt ærgeligt, for jeg ved forholdsvis meget om kyllinger, så en fisk/musling/krebs havde jeg nok lært mere af). Det var fedt at få lov til at sprætte en kylling op og kigge på dens sammensætning og se det jeg egentlig godt vidste i forvejen. (fasanen fra i sommers på sommercamp gav også ret meget forståelse + planlægningen af undervisningen i Knuthenborg)


På billedet her ses kyllingen, hvor den store brystmuskel og den lille brystmuskel er markeret med henholdsvis sort og rød. (kyllingefileterne fra køledisken ;)